Picture of Kasper Fløe Svenningsen

Kasper Fløe Svenningsen

Vi fortsætter væksten og overtager CEA

Vi vil skabe hovedstadens foretrukne ejendomsadministration – og et vigtigt skridt i denne retning tages med overtagelsen af kunder og medarbejdere fra CEA Administration ApS.

Det sker 1. oktober 2024, hvor vi samtidig omdannes til et aktieselskab under navnet Blomfelt A/S. Erfarne nøglepersoner i vores ledelse vil sikre høj faglighed og attraktive arbejdspladser, så væksten bliver mulig.

Siden Kasper Fløe Svenningsen overtog Blomfelt Administration ApS for tre år siden, er flere kunder kommet til, og vores virksomhed er vokset til mere end dobbelt størrelse.

”Nu får vi en størrelse, hvor vi kan være en attraktiv arbejdsplads for erfarne administratorer og fremtidens største talenter inden for vores felt. Det er en forudsætning for, at vi fortsat kan tilbyde ejer- og andelsboligforeninger, gårdlav mv. samt private ejendomsinvestorer nærværende ejendomsadministration med en høj faglighed,” siger Kasper Fløe Svenningsen.

Stærk ledelse i Blomfelt

Når vi den 1. oktober overtager aktiviteterne i CEA Administration ApS, runder Blomfelt 160 ejendomskunder og 12 medarbejdere. Kasper Fløe Svenningsen fortsætter som adm. direktør i virksomheden, mens Christian Falk-Rønne indtræder i ejerkredsen og bliver formand for bestyrelsen.

Blomfelts bestyrelse kommer til at bestå af tre erfarne erhvervsledere, som supplerer hinanden. Kasper Fløe Svenningsen har stor erfaring i at drive og udvikle ejendomsadministration, og Christian Falk-Rønnes speciale er ejendoms- og selskabsret. Desuden får vi følgeskab i bestyrelsen af Kasper Werner Hansen, som er ekspert i udvikling af organisationer og kulturer.

”Jeg glæder mig til samarbejdet i bestyrelsen, hvor vi supplerer hinanden rigtig godt. Desuden er jeg ikke i tvivl om, at CEA og Blomfelt er et rigtig godt match. I CEA har vi opbygget et virkelig godt og erfarent team. Blomfelt er meget dygtige til at servicere kunderne på en måde, som både fastholder eksisterende og tiltrækker nye kunder. Jeg er sikker på, at en plus en bliver meget mere end to,” siger Christian Falk-Rønne.

Nærværende og kompetent ejendomsadministration

”Det karakteriserer både Blomfelt og CEA, at det er ejendomsadministration, som varetages af medarbejdere fra øverste hylde i branchen. De kan følge tingene til dørs for kunderne. Jeg glæder mig til at være med til at skabe en fælles organisation og kultur, som bevarer det bedste fra begge virksomheder,” siger Kasper Werner Hansen.

”Jeg har også sagt ja til at indtræde i bestyrelsen, fordi jeg har set hos Blomfelt, at den nærværende og meget faglige ejendomsadministration og -drift i sig selv tiltrækker flere kunder. Det er vores mål at fastholde dette og fortsat vokse,” tilføjer han.

Konsolidering og fortsat vækst

”Vi har ambitioner om fortsat at vokse og har allerede en række kunder, som har sagt ja til at være med fra årsskiftet. Resten af 2024 skal vi bruge på at få vores to teams til at blive ét og på at servicere vores eksisterende kunder tilfredsstillende. Der er jo udsigt til en større konverteringsbølge her i efteråret, så det er også noget, vi har fokus på,” siger Kasper Fløe Svenningsen.

Ambitionen for Blomfelt er allerede i 2025 at kunne fortsætte væksten og samtidig forsætte sit fokus på kvalitet, troværdighed og konkurrencedygtige priser med meget erfarne administratorer og en høj grad af automatisering og digitalisering.

Del denne artikel

Velkommen til E/F Hostrupsvej 2

På denne første solrige efterårsdag, er det både en fornøjelse og et privilegium, at kunne byde velkommen til denne charmerende ejerforening centralt placeret på Frederiksberg. Vi glæder os meget til

Læs mere »